Jeg havde nok troet at vi skulle sejle afsted med et ”sug” og sommerfugle i maven. At det skulle være et klimaks endelig at komme afsted. Men det var det såmænd ikke. Det føltes mere som en almindelig weekendtur til Rødvig. Kenneth W, Annette og mormor og morfar vinkede på molen. Man havde næsten lyst til at råbe ”Vi ses på mandag”. Men det gør vi jo ikke – nu er vi afsted på vores drømmerejse #2.

Det blæste nok egentlig for meget til at tage afsted. Men solen skinnede og vi gik over 6-7 knob for genuaen alene. Fuldt sommerklædte og uden tanke for at vi kunne blive våde vågnede vi op til virkeligheden. Bøgerne faldt ned fra hylderne, vinden hvinede i riggen og regnjakkerne kom hurtigt på. Engang imellem slog en mærkelig skæv bølge ind i fribordet og vi blev våde. Troels blev ude af sig selv de gange han fik et ufrivilligt bad. Vi andre accepterede det, men glædede os til at være fremme. En enkelt bølge forvildede sig hele vejen ind til kortbordet og helt ind til vores søkorts PC (NU har vi lært at lukke lugen når vi sejler!). Mirakuløst overlevede al elektronik og kun musen døde. Det var billigt sluppet.

Jeg sad med begge børn i skødet mens Margareta styrede zig-zag mellem bundgarnspælene ind mod Rødvig. Da vi endelig kom frem var Mathilda faldet i søvn i mine arme i cocpittet. Vi spurgte hende om hun ville have aftensmad? ”Ja, det vil jeg gerne”, svarede hun og lagde sig til at sove videre på køjen og vågnede ikke før næsten morgen. Men nu kunne det blive hvilket vejr som helst. Nu kunne vi være indeblæste så længe det skulle være – for nu var vi afsted!

Om torsdagen fortsatte vi i lidt mindre vind mod den lille hyggelige tidligere ø Nyord. Vi bestemte os for at gå ”indenskærs” gennem Bøgestrømmen istedet for at gå direkte ned mod Gedser på ydersiden af Falster. Vi har trods alt ferie, og det skal blive rart med nogle afslappede dage for at få al stressen ud af kroppen. Det var helt fantastisk sejlads at bruse fremad gennem Bøgestrømmen. Igen blæste det mere og mere, og vi måtte begynde at rebe. Men alligevel kunne Mathilda og Margareta sidde på fordækket. Troels sov og jeg styrede og nød at fare fremad i Bøgestrømmens snørklede løb. Men lige inden vi kom frem skete det som ikke måtte ske. En god, nær og altid hjælpsom ven kom til skade! Vores kære Roland – vores autopilot - styrer altid gennem tykt og tyndt. I blæst og vindstille. For motor og for sejl. Da han skulle til at styre for at vi kunne bjerge sejlene var han i stykker. Oh ak og ve! Når vi sejler med to små børn er autopiloten vores største hjælp. Det er nok det udstyr vi er mest afhængige af og allermindst vil undvære. At den ene af os ikke altid er låst fast ved roret er guld værd. Det gør det meget enklere at lægge børnene, lave mad, navigere, lege o.s.v.

Da vi senere ringede til Tony på Palmblads i Höllviken var der lukket og de åbnede ikke før om mandagen igen (nu var det torsdag). Men det var nok held i uheld at vi ikke gav os til at vente på reservedele, for det gik at ordne autopiloten med en skrue og to spændeskiver.

I Nyord mødte vi et ungt par fra England i en lille, åben sejljolle. Det var hyggelige og snakkesalige mennesker, og ved siden af deres lille mahognijolle så Anna Lisa ud som et krydstogtskib. Vi tænkte på alle dem som har kommenteret at vi skal afsted i en lille træbåd. Nu kunne vi istedet glæde os over vores nu meget store båd med masser stuveplads. Hvad der er stort og hvad der er lille er virkelig et spørgsmål om hvad man sammenligner det med.