Onsdag d. 1. oktober 2008

Cadaqués og Port Lligat er nok mest kendt for at være byen som Salvador Dalí holdt til i om sommeren. Det er en fantastisk lille katalansk by med to fine ankerbugter, eller calaer som det hedder her. Vi har været her flere gange. Både i bil, på cykel og på motorcykel men det er første gang det ikke er i begrænset tid. For første gang kan vi blive i så lang tid vi vil, for tid har vi masser af. Og Cadaqués behøver masser tid. Ikke p.g.a. den storslåede natur, de fine små gader som snor sig op ad bjerget, de smukke hvide Middelhavshuse med blå skodder for vinduerne eller Salvador Dalís hus. Dette er selvfølgelig dejligt og der er ikke mange steder på kysten som ikke er ”ødelagte” af store, høje turisthoteller. Men det bedste med Cadaqués er den stemning der er i byen. På stranden står kunstnere og maler billeder af den fantastiske cala. I de små huse langs stranden kan man sætte sig ind på en café og drikke café cortado og nyde livet som langsomt glider forbi udenfor. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at drøsse rundt i de smaller gader eller på stranden. Og som et af de få steder i Katalonien kan man faktisk gå i byen, drikke et par øl og falde i snak med folk uden folk tror man er en ensom særling.

Vi ankrede på tolv meter vand og igen føltes det som at være i et akvarium. Bunden sås helt tydeligt og der var fyldt med fisk omkring os. Smed vi lidt madrester i vandet var det som om vandet begyndte at koge af fisk som hurtigt hapsede maden i sig. Om morgenen sprang vi på hovedet i det klare, varme vand og svømmede rundt om båden. Det var det her vi drømte om hjemme og det var lige så godt i virkeligheden som i drømmen! Efter et par dage fandt Mathilda ud af, at hun også kunne svømme fra båden når hun har redningsvest på. Det er herligt at se hendes øjne lyse når hun selv – fuld af selvtillid – svømmer sammen med os andre. Troels, som godt nok kan lide at bade, men ikke fra båden, står imens på dækket og råber efter os. Det søgelænder som vi monterede i foråret er virkelig super. Mathilda kan frit bevæge sig på dækket, og Troels, iført sin sele og bundet til en af wirerne kan, som når vi bader, selv stå på dækket uden at vi skal være urolige.

Efter et par herlige dage i Cadaques hvor vi ikke laver meget andet end at nyde livet får vi besøg af min bror Erik og hans familie, det vill säga hela familjen inklusive hunden. Freja som hunden heter är stor och snäll. Så snäll att hon första kvällen låter sig ros ut i vår jolle och sen bli liggande i den. På lördagen får hon komma upp på akterdäck och där ligger hon under tiden som vi flyttar från Cadaques till Port Lligat. Återigen är det nog många som tittar på oss när vi är nio personer ombord och har en stor hund liggande på akterdäck. Det er herligt at se Erik med familj igen og vi har en dejlig weekend i Cadaqués och Port Lligat med sejlads, bad og hygge.

”Speedi” er nu også kommet tilbage fra Roses med et nyt anker. Der går dog lidt tid inden de får det brugt. Da vi finder ud af at vi kan ligge i calaen Port Lligat, ud for Cadaqués, ved kommunens bøjer for €10 pr. nat bestemmer vi os for at flytte der over. Her slipper vi for at være urolige for vejret, for Port Lligat er beskyttet uanset hvor fra vinden blæser.

Vi har fået et helt andet tidsperspektiv og forstår ikke rigtigt hvordan vi skal kunne komme hjem og tilbage til virkeligheden. Hvordan skal man kunne nøjes med at have et kun fire uges sommertogt? Det føles næsten som om ankeret sidder fast hver gang vi smider det og vi har ikke travlt med at komme videre. Men efter en uge i Cadaqués beslutter vi os for, sammen med ”Speedi”, at krydse Golfo de Roses til en cala lidt længere syd på. Vi havde godt set på vejrudsigten at det skulle blæse om eftermiddagen, men vi skulle jo ikke så langt – kun 12 sømil. Det er jo som en tur til Dragør. Ikke noget at tale om. Men vejrudsigten sagde ikke, at vi skulle komme ud i vindbyer på 17 meter per sekund. Og desuden imod os. Vi bestemte os først for at sætte andet reb i storen for at mindske sejlarealet, men jeg var knapt kommet tilbage til cockpittet før jeg måtte op på dækket igen. Nu blæste det så meget så vi ikke engang kunne bære storen med to reb. Ned med storen og fortsætte for kun forsejlet. Bølgerne byggede sig hurtigt op til en størrelse vi aldrig har set på en tur til Dragør og ofte brækkede de ind over os så vi hurtigt blev helt gennemblødte. Sejlertøj behøvede vi ikke, for vandet var jo varmt, men vi følte os som druknede mus i en vaskemaskine. Mathilda blev søsyg og Troels hader når det sprøjter på ham. Så der er ikke noget positivt at sige om den tur andet end at det var dejligt at se hvordan ”Anna Lisa” nemt klarede sig i de store bølger og den megen vind.

När vi ankrat badar vi igen och får sen duschat av allt salt i vår dusch som hänger på fördäck. Under vår segling hit har vi lovat Mathilda popcorn och dem gör vi nu. Vi bjuder in Jens och Susanne på clara (öl blandat med citronfanta) och popcorn, vi sitter i vår sittbrunn och vinden viner i masten, våra ankare håller och allt känns behagligt igen.

Vi blir liggende i flere dage også i Cala Montgó. Det visar sig vara en tysk turistby med små mysiga restauranger inne längs stranden. Mataffären är välsorterad här och baden i det klara varma vattnet är tilltalande, framför allt har vi inget som stressar oss. Speedi har hittat ett ”gåsatåg” här med och nu behöver vi det för att kunna hitta till ett ställe där det finns tvättmaskiner. Detta ”gåsatåg” är ett racer tåg, han kör fort på den hoppiga vägen och det gäller att hålla i sig, barnen och tvätten. Tågföraren gör dock ett extra stopp utanför ett tvätteri och vi tvättar och tumlar. Under tiden som maskinerna tar hand om detta promenerar vi längs strandpromenaden och får en god lunch med tillhörande Sangria och öl. Dagens projekt är avklarat, morgondagens blir att hitta vatten till tanken.

Kyststrækningen i det nord-østlige Spanien, Costa Brava, er utrolig flot. Vilde, forrevne bjerge og klipper med små calaer ind imellem. Desværre fandt vi dog ingen ankerpladser som gav beskyttelse mod den sydlige-østlige vind, så til sidst bestemte vi os for istedet at gå i havn. Syd-öst är det mitt på dagen men morgnarna startar med nordliga vindar och kvällarna avslutas med västliga, så har hela kompassen blivit representerad.

Vi foretrækker helt klart friheden ved at ligge for anker frem for at ligge i havn. Og glæden ved at ligge for svaj bliver endnu større når man ved hvad havnene her koster. Den første havn vi var ved havde ikke plads til os (hvad er det dog for noget pjat? I Skandinavien er vi jo vant til, at der altid er plads til en båd mere i havnene). Vi måtte derfor gå lidt længere ned ad kysten til Palamós og her havde de plads til os. Men vi var godt nok  ved at få hele havnen galt i halsen da vi fik prisen for en nat: 64,50 euro! Jeg behøver vist ikke at skrive, at her lå vi kun en nat. Men mens vi lå i havn fik vi  besøg igen. Denne gang af mine forældre, Erik og hans familie samt hans svigerfamilie. Så pludselig var vi mange mennesker på Anna Lisa igen. Vi bestemte os dog for frokost på stranden istedet for på ”Anna Lisa”, og da vore gæster var taget afsted igen gik vi ud af havnen og ankrede istedet. Til de priser kan man godt ligge og gynge lidt på ankerpladsen (og det gyngede faktisk kun en nat).
När vi under några dagar utforskar Palamós så upptäcker vi att det är en verkligen trevlig stad med tillhörande strand. Den gamla delen av staden har långa trånga gator och kyrkan ser fin och stor ut. Utmed stranden har det byggts höga hotell och det ser mindre inbjudande ut.
Marknader finns det i nästan alla byar/städer, varje vecka. Här är en av huvudgatorna avspärrade och vi går långsamt framåt. Det går att köpa allt från frukt, grönsaker till tingel tangel (Vi köper lite av varje).

Vi fortsatte langsomt ned ad den katalanske kyst til Barcelona. Vi stoppede bl.a. en halv times tid ved stranden ud for St. Pol for at i jollen hente min far som sejlede med til Arenys.
Den 13 sep får Troels vara i land så mycket att han börjar gå, han får vara i en lägenhet (farfar och farmors) och upptäcker hur mycket saker det finns som man kan undersöka och klättra på och framför allt TV.n går han loss på och slår på rutan så fort det visar sig något där…detta ger oss en viss förvarning om vad som komma skall.

Vi har nu været i snart tre uger i Barcelona. Det var herligt at cirkle rundt foran Rambla de Mar og Maremagnum og vente på at broen skulle åbne så vi kunne gå ind i Reial Club Nautic de Barcelona. Statuen af Columbus stod som sædvanligt for enden af Ramblaen på sin søjle og pegede ud over havet. Turisterne vældede ud fra Ramblaen og den dejlige duft af spansk mad fra de mange restauranter nåede ud til os. Endelig åbnede broen og folk fotograferede os da vi sejlede igennem og en drøm var blevet opfyldt: At komme sejlende til Barcelona.

(click på et billede for at se det større)